02-10-2012
Retssikkerhedschefens redegørelse om Skatteministeriets aktiviteter i relation til unge og skat
Retssikkerhedschefens redegørelse om Skatteministeriets aktiviteter i relation til unge og skat har følgende baggrund:
I 2010 viste opgørelser i SKAT, at de unge ikke brugte det digitale medie i deres kommunikation til SKAT. Ikke fordi de ikke kunne bruge det, men rettere fordi selve kommunikationen fra SKAT ikke blev forstået. Der er efterfølgende blevet udarbejdet rapporter herom.
Retssikkerhedschefen har i efteråret 2011 foretaget en række undersøgelser til brug for afklaring og præcisering af en række temaer, som en workshop "SKATs kommunikation med de unge" kunne indeholde. På baggrund af disse undersøgelser har Retssikkerhedschefen ikke fundet, at afholdelse af en workshop med et tema om kommunikation mellem de unge og SKAT - ud fra en retssikkerhedsmæssig synsvinkel - vil kunne bibringe væsentlig ny viden eller overvejelser eller kunne danne udgangspunkt for væsentlige initiativer, der ikke allerede er, eller har været igangsat.
Retssikkerhedschefen har, på baggrund af undersøgelserne af Skatteministeriets aktiviteter i relation til unge og skat, udarbejdet en redegørelse. Af redegørelsen fremgår det bl.a., at en række af de holdninger, som er udtrykt om de unges forhold til økonomi og herunder deres forhold til skat ikke altid forekommer at være underbygget faktuelt. Endvidere fremgår det, at det måske ikke alene er de unges adfærd ift. skattespørgsmål og anvendelse af TastSelv der er problematisk, men at det også kan være Skatteministeriets forventninger til de unges adfærd, der ikke har været helt afstemt med virkeligheden.