Hvad kan databeskyttelsesrådgiveren?
Læs mere om, hvad databeskyttelsesrådgiveren kan hjælpe dig med.
Du er velkommen til at kontakte databeskyttelsesrådgiveren, hvis du har generelle spørgsmål til de regler, der gælder, når Skatteministeriet behandler dine personoplysninger. Det kan eksempelvis være, hvis du vil høre om reglerne for at søge om indsigt i de oplysninger, som bliver behandlet om dig. Det kan også være, hvis du vil vide, hvem du kan klage til over Skatteministeriets behandling af dine oplysninger.
Databeskyttelsesrådgiveren hører gerne, hvis du er utilfreds med, hvordan Skatteministeriet behandler dine personoplysninger. Det kan eksempelvis være, hvis du mener, at Skatteministeriet ikke på korrekt vis har oplyst dig om behandlingen af dine personoplysninger.
Databeskyttelsesrådgiveren kan ikke tage stilling, om en behandling er lovlig, men kan oplyse dig om de forpligtelser, Skatteministeriet har, når det behandler dine oplysninger. Hvis du ønsker at klage over behandlingen af dine personoplysninger, skal du henvende dig til Datatilsynet, der er klagemyndighed for klager over behandling af personoplysninger.
Hvis du er uenig i en afgørelse, fx hvis du mener, at din sag ikke er blevet behandlet efter reglerne, eller hvis du mener, at udfaldet af en afgørelse er forkert, skal du følge den klagevejledning, der fremgår af din afgørelse. Databeskyttelsesrådgiveren kan derfor ikke ændre en afgørelse.
Databeskyttelsesrådgiveren kan rådgive dig om, hvordan du bruger dine rettigheder. Det kan fx være, at du gerne vil have indsigt i, hvilke oplysninger Skatteministeriet har om dig.
Det er den enkelte myndighed i Skatteministeriet, der skal behandle din anmodning. Du skal derfor rette henvendelse til den myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af de pågældende oplysninger, hvis du ønsker at gøre brug af dine rettigheder efter databeskyttelsesforordningen. Du kan læse nærmere om dine rettigheder på www.datatilsynet.dk.